Claus Hempler stiller op som alderspræsident
Hans breakup-tunge danske debut blev betragtet som et af årets bedste albums og vandt en række priser. Siden ramte en pandemi, verdensordenen brast, og rent privat blev Claus Hempler far for anden og tredje gang og opdagede pludselig, at han var den ældste på stamcaféen. Alt sammen er filtreret ned på hans nye album Ordensduks i Ingenmandsland.
Meget er ved det gamle. Stemmen er dyb, brillerne tonede, og ordene, dem er der mange af. Som i kæden af rim på nummeret ’Årets mand’. Sangene er forløst med samme tætte kerne som på Kuffert fuld af mursten – guitaristen Lars Skjærbæk og pianisten Christoffer Møller. Og Claus Hempler står fortsat på et fundament af sin ungdoms påvirkning fra new wave og rækker ud efter den store sangskrivertradition.
Samtidig er en del anderledes på Claus Hemplers andet album på dansk, Ordensduks i Ingenmandsland. Der er større varians i sangenes udtryk og et tydeligere spor af lavmælt humor. Men også, og måske vigtigst, selve synsvinklen sangene er skrevet fra.
”Jeg er afhængig af, at jeg kaster mig ud i noget, hvor jeg ikke kan køre den hjem på gamle tricks. Hvor der er noget på spil,” siger Claus Hempler.
Især sætter han sig selv på spil som en mand, der har bevæget sig ind på livets opløbsstrækning. Der, hvor man skal tænke: Har jeg styr på, hvad jeg vil bruge resten af livet på? Hempler opdagede det på stamcaféen på Nørrebro og på den sædvanlige tur om Sortedams Dossering. Han var alderspræsidenten midt i storbyens flod af ungdom.
”Det med at blive ældre sniger sig langsomt ind på én. Man går tur i nabolaget og opdager, at man er blevet alderspræsident. At man har taget de første spæde skridt ind på opløbsstrækningen, hvor man begynder at kunne ane slutningen ude i horisonten. Samtidig har man sat små børn ind i en flimrende, moderne verden, som man egentlig ikke føler, man har nogen som helst forudsætninger for at kunne klæde dem på til. Så man påtager sig rollen som daglig ordensduks for ligesom at bekæmpe følelsen af undergang. Man bliver ved med at sætte stolene på plads, rydde gulvet for legetøj og sørge for, at pladesamlingen står i sirlig alfabetisk orden for ikke at give efter for kaos. Også selvom man godt ved, at det i den sidste ende er en ulige kamp,” fortæller han.
Alderstemaet sneg sig ind, da han skrev ’Lukket fest’, der blev en rygrad på albummet. En anden er ’Skyfri horisont’, der blev skabt ud fra benspændet: Kan jeg ikke skrive en glad sang? Titlen refererer til et svar, Alfred Hitchcock engang gav, da han blev spurgt til sin idé om perfekt lykke.
Endelig er der et nummer som ’Juniorsenior’, der i sin pendulering mellem selvironi og oprigtighed sender en hilsen til hans tre børn – hans ældre er 21, hans yngste under et år.
”Jeg har altid tænkt, at hvis jeg satte mig for at skrive sange til mine børn, så ville jeg råbe: ”Stop mig!” Men på en måde tænkte jeg, at der var noget interessant i det. For dybest set ligger der et skjult selvportræt i det, og man håber, at de er klogere end en selv,” siger Claus Hempler.
Foruden sine utallige gåture gennem byen og sine små fortrydelser kan Claus Hempler se tilbage på en musikalsk karriere med sin egen rute. I 1990 debuterede han med Fielfraz, der henover tre albums var drivende kraft på den danske rockscene. Siden fulgte tre engelsksprogede soloalbums og et album i samarbejde med Dicte. I 2019 udkom Kuffert fuld af mursten i en regn af anmelderstjerner – herunder fem stjerner i Gaffa og Politiken. Efterfølgende modtog Hempler to Steppeulv-priser (Årets album og Årets tekstforfatter) og to Carl Priser (Årets komponist og Årets tekstforfatter). Derudover er han hædret med Dan Turèll-medaljen og F.P. Jacs Mindelegat.
