Om Gadens Stemmer
Gadens Stemmer
Kom med os ud i virkeligheden, hvor fordomme forsvinder, øjenkrogen bliver fugtig og forståelse, håb og optimisme opstår. En byvandring med Gadens Stemmer går lige i hjertet. Guiden inviterer dig ind i en personlig, hjertevarm, men barsk livshistorie fra kanten af samfundet.
Hver guide deler sin egen unikke fortælling om favntag med livet som socialt udsat, med op- og nedture, sejre og vendepunkter. Guiderne er trænet til at formidle deres erfaringer fra de sårbare positioner, de har levet eller lever i, og repræsenterer en bred vifte af livserfaringer indenfor social udsathed, herunder hjemløshed, stofbrug, kriminalitet, sexsalg og psykisk sårbarhed.
På den 90-minutters byvandring tager guiden dig med på en personlig rute gennem et kvarter, og til steder, der har haft særlig betydning for guidens livshistorie Vi tror på, at ægte møder mellem mennesker styrker sammenhængskraften i samfundet.
Byvandringen giver indsigt i livet som socialt udsat, og du møder en guide, der i dag befinder sig på et bedre sted i livet. Vores guider kan ikke rummes på det ordinære arbejdsmarked, men som Gadens Stemmer guider er de eksperter i at formidle, hvor barskt livet kan være. De får en stemme, bliver lyttet til og modtager løn for deres arbejde. Det er Gadens Stemmers formål.
Vi har guider i København, Aalborg, Vejle og Odense. Vælg den by du gerne vil på byvandring i.
FAQ
Ofte stillede spørgsmål
Hvor kan jeg komme på byvandringer med Gadens Stemmer?
Gadens Stemmer har guider i København, Aalborg, Odense og Vejle.
I København dækker vi følgende områder: Vesterbro, Nørrebro, Indre By, Amager, Sydhavn og Østerbro.
Alle ture starter tæt på metro eller anden offentlig transport.
Hvor lang tid varer en byvandring med Gadens Stemmer?
En byvandring varer 90 minutter med 4-6 stop, hvor guiden fortæller om sit liv og kvarteret. I de 90 minutter er spørgsmål fra publikum inkluderet.
Hvor starter byvandringerne?
Mødested står på billetten eller i din bookingmail. Hvis du læser om guiderne her på siden, så vil du under hver enkelt guide se, hvor de præcist starter henne.
I København starter alle ture tæt på metro eller S-tog.
I Aalborg, Odense og Vejle starter turene i eller tæt på centrum med nem adgang fra offentlig transport.
Hvor slutter byvandringerne?
Alle byvandringer slutter relativt tæt på startstedet. En byvandring er typisk 1–2 km lang med 4-6 stops undervejs og foregår i det nærområde, hvor guiden starter.
Hvordan genkender jeg guiden?
Under din bestilling kan du se et billede af guiden. Når du møder op, vil guiden oftest opdage dig, før du opdager guiden. De har et trænet øje og kan genkende deres publikum, når de står ved mødestedet. Der plejer ikke at være problemer med at finde hinanden. Se desuden efter vores logo på tøjet.
Hvor mange er med på én byvandring?
Det kan være alt fra 4 – 25 deltagere. Vores max kapacitet er 25 deltagere. Det har vi af kvalitetsmæssige årsager, så alle kan se og høre - og med respekt for lokalmiljøet.
Hvem går med Gadens Stemmer?
En byvandring med Gadens Stemmer er en spændende og lærerig oplevelse for personer i alle aldersgrupper. Hundredvis af skoler, uddannelsesinstitutioner, virksomheder, venner og familier går hvert år med Gadens Stemmer.
Gadens Stemmer afvikler over 1.500 byvandringer om året.
Vi anbefaler dog, at deltagerne minimum er 14 år gamle.
Er guiden hjemløs?
Nogle guider er hjemløse, andre har været, og nogle har aldrig været hjemløse. Fælles for alle guider er, at de formidler historier fra samfundets skyggesider.
Må vi stille spørgsmål til guiden?
Ja, meget gerne! Det plejer altid at gøre hele oplevelsen bedre – både for guiden og deltagerne. Det fungerer godt med dialog.
Nogle guider foretrækker, at spørgsmålene bliver stillet efter hvert stop – andre guider tager dem bare løbende i fortællingen. Du er altid velkommen til at spørge guiden, hvad personen foretrækker, inden turen starter.
Er der spørgsmål, der kommer for tæt på, så skal guiden nok selv sige fra, og så bedes man respektere dette.
Må vi tage billeder?
Spørg altid guiden på forhånd om det er ok, at I tager billeder af personen under byvandringen. Det plejer ikke at være et problem, og vi er meget glade, hvis oplevelsen bliver delt på de sociale medier.
Ønsker du at tage billeder af kvarteret, så husk, at ingen på gaden, som ikke er en del byvandringen skal føle sig udstillet.
Ser vi, hvor hjemløse sover?
Gadens Stemmer holder en respektfuld afstand til gadens folk. Det er ikke zoologisk have, og vi ønsker ikke at udstille nogen.
Hvad går pengene til?
Først og fremmest til at lønne guiden. Vi aflønner guiden med 500 kr. for en byvandring.
Resten går til moms, drift af sekretariatet, uddannelse af guider og sociale arrangementer for guiderne. Gadens Stemmer er not-for-profit, og der udloddes ikke overskud. Eventuelt overskud i Gadens Stemmer geninvesteres i virksomheden eller udloddes til almennyttige formål.
Hvad siger guiderne til drikkepenge og gaver?
De vil tage imod med kyshånd, men det er ikke forventet.










