Tivolirevyen 2027
Sommerens sjoveste Tivoli-tradition
Et nyt revykapitel venter i Glassalen! Efter sidste års anmelderroste succes vender Tivolirevyen tilbage 3. juni 2027 med et stærkt nyt hold – klar til at give dig sommerens sjoveste oplevelse.
I spidsen står igen instruktør Martin Miehe-Renard, der bygger videre på de gode takter fra 2026. Denne gang har han samlet et drømmehold med 2 stærke gengangere og nye komiske kræfter, der sammen skal brygge en klassisk revy med skarp satire, kærlige parodier og store grin.
Niels Ellegaard er tilbage med sin uovertrufne timing og sikre sans for både det skæve, det satiriske og det hylende morsomme. Det samme er Neel Rønholt, der sidste år sprang ud som revyskuespiller i Glassalen og nu vender tilbage med endnu mere revyenergi i kroppen.
De får selskab af Jesper Ole Feit Andersen, der med sin uforlignelige mimik, sit musikalske øre og lune blik på verden nok skal charmere hele Glassalen. Kasper Gattrup tager sin prisvindende revyerfaring og improvisatoriske skarphed med, mens Rikke Bilde vender tilbage til Tivolirevyen med sin stærke musikalitet, store spændvidde og sans for det uventede.
Og så kan du glæde dig til Sofie Jo Kaufmanas, der får sin revydebut med en skæv humor, et skarpt blik på samtiden og en særlig evne til at finde det morsomme dér, hvor man mindst venter det.
Sammen med kapelmester Keld Haaning Ibsen og orkesteret er scenen sat til endnu en sommerrevy, hvor tradition møder fornyelse, og hvor satire, komik og musik får lov at spille på alle tangenter.
Tivolirevyen 2027 har premiere 3. juni i Glassalen. Glæd dig til næste kapitel i sommerens sjoveste Tivoli-tradition.
Læs mere her