Sadly this information does not exist in your language.
I en livlig mosaik af hovedkulds akrobatik, romantiske drømmescenarier og retro-kitschet scenografi udspilles fortællingen om de to enspændere Gerd og Rolf. Gerds eneste ven er en akvariefisk, men en dag møder hun tilfældigvis Rolf, som bor alene i en dyrehandel. Deres liv fletter sig sammen, og den helt almindelige hverdag forvandler sig til et sammensurium af kejtede tilnærmelser og naive heltedrømme - som en lyslevende stumfilm af Chaplinske dimensioner.
Fish baserer sig på kortfilmen af samme navn, der allerede har gået sin hædersgang gennem Europa. Filmen bliver sprællevende på scenen, og dens farverige univers og skæve kameravinkler folder sig ud i en hjertevarm og humoristisk hyldest til det sære og egenartede.
Under ledelse af den svenske instruktør Åsa Johannisson dykker TinCanCompany ned i et spøjst univers, hvor de med klovnens naivitet og barnlige uskyldighed undersøger menneskets fejlbarlighed. Deres helt egen kække, komiske og fysisk tvistede stil blander sig med Magnus Larssons glade musik, og sammen opbygger de en pudsig lille verden, der emmer af poesi og skæv humor. -j-