Bag tæppet høres den bankende lyd af en stok og slæbende fodtrin, og ind kommer en lille vrissen, krumbøjet mandsling på 83 år lydende navnet, Verner Vaffelgren. Hans ærinde er at fortælle om sine fortrædeligheder med den plagsomme nabo, Jan Monrad, der er flyttet ind i huset ved siden af med flyttelort, madamme og unger. ”Det var lige før, han også havde en stor hund.”
Jan Monrad lægger ikke fingrene imellem, når han portrætterer sin tidligere nabo – mage til ubehagelig stodder, skal man lede længe efter, og når Monrad vender tilbage på scenen som sig selv, får det kedelige naboskab yderligere en dimension, når publikum frydefuldt indvies i et par originale breve fra den famøse nabokrig.
Men ellers er det et meget musikalsk show, hvor Monrad forsøger sig som en rasende dirigent, der skal dirigere den ikke helt sagesløse verdenspianist, Bruno Fallosso, spillet af den uforlignelige, Øyvind Ougaard, der har været Monrads tro akkompagnatør siden 1988, og som i ledsagelsen til Monrads uforlignelige sange og viser hæver sig op på et niveau, som var det Inger Christrup, der ledsagede Osvald Helmuth.
Desuden skal du overvære den utrolig morsomme fortælling om dengang Monrads hustru på en nudistcampingplads kommer i intim kontakt med en usædvanligt nærgående hveps. Her er ikke et øje tørt, når Jan brillerer med sin mesterlige og morsomme fortællekunst - og lige så sjovt er det at følge hans akkompagnatør, Øyvind Ougaard, der under den pinlige fortælling græmmes mere og mere, indtil han til sidst kunne krybe ind under klaveret af skam.
Hør også noget om hvad vi danskere er for en slags mennesker: "Er vi i virkeligheden så flinke, joviale og hjælpsomme, som vi gerne vil se os selv? - Eller er vi i virkeligheden en flok selvoptagne, fordrukne narrehuer, der går rundt med skyklapper på?" Svaret får vi i Monrads skønne nyskrevne sang om danskerne i almindelighed og Jes Dorph-Petersen i særdeleshed - en Jes Dorph, der netop via sit virke som onkel oplæser i TV2-Nyhederne mv. er eksponent for den "ægte og rigtige" danskhed.
Til sidst får vi et morsomt gensyn med Mogens, der stadig føler sig foranlediget til at klø sig bagi, fordi han ikke har nænnet at skille sig af med sin børneorm - for som Mogens siger: "Det er jo bare et lille dyr."
”En ny Monrad er født” ***** Holbæk Amts Venstreblad
”Vi græd af grin” Malene Flambart, Facebook
