Det er en af Danmarks absolut største komikere, der igen gæster Musikhuset Aarhus. Mick Øgendahl tager sit seneste show Propaganda med tilbage til Århus, hvor han i marts 2010 fyldte Store Sal til bristepunktet fire gange. 2. september får fans en chance mere for at opleve den rablende skøre stand-up-komiker på ultraslap line.
36-årige Mick Øgendahl har siden sin stand-up-debut i 1993 markeret sig som en af landets mest originale komikere. Man kan kalde Mick Øgendahl en moderne klovn: Hvor stand-up typisk har vægt på det talte ord, forener Øgendahl sine jokes med en meget fysisk optræden, hvor både hans 1,69 meter høje ranglede krop og hans gummiagtige fjæs er i spil. Mick Øgendahl har tidligere haft stor succes med sine foreløbig tre one-man shows: Micktrix (2003), Tåfræser (2004) og UNDSKYLD! (2006). Til det seneste show blev der solgt hele 35.000 billetter, og de røde lamper lyste udsolgt de fleste steder.
Propaganda er en komikers skamløse ridt igennem dalen af egne holdninger og observationer. Et show befriet for konventioner og saglige argumenter - kun drevet af lyst og ren uforfalsket galimatias.
Stand-up comedy. Varighed ca. 75 min.
Egnet til personer over 15 år.