Olsen trækker landsholdet til Vojens næste sommer!
De danske Speedway-fans husker alle den dramatiske finale i Vojens sidste år. Danmark vandt i overværelse af 18.000 mennesker verdensmesterskabet foran Polen, der ellers havde gjort god figur på dansk grund. Nu får landsholdet igen muligheden for at triumfere, foran et talstærkt dansk publikum, idet Vojens Speedwaycenter er blevet tildelt FIM Speedway World Cup 2010.
-Jeg er ovenud glad. Både FIM og arrangørerne fra IMG har rost vore velafviklede løb i år, og har blandt andet brugt det som en begrundelse for, at vi får næste års "Race Off" og selve finalen, fortæller en glad Ole Olsen fra Speed Sport.
"Race Off'en" er en slags semifinale, hvor man finder de to sidste hold fra de indledende løb, til selve finalen. Den køres på Vojens Speedway Center torsdag den 29. juli og allerede to dage efter, lørdag den 31. juli afvikler det traditionsrige stadion selve VM Hold-Finalen, hvor fire landshold kæmper om Verdensmesterskabet.
-Der er i Danmark stor interesse for vort Speedway-landshold. Vi danskere elsker at heppe på vore landshold uanset om det er håndbold, fodbold eller speedway. Det har vi jo set gang på gang når landsholdet har kørt i Vojens med Dannebrog på brystkassen, fortæller Ole Olsen.
Allerede på mandag den 19.oktober starter man billetsalget op. Og er man hurtig ude, er der virkelig mange penge at spare til næste års FIM Speedway World Cup. Køber man billet til finalen, bliver man tilbudt "Race Off" billetten til halv pris (det skal være samme billetkategori til begge løb).
-Mon ikke der den 24. december ligger masser af VM billetter under de danske juletræer. Vi har før set, at de mange fans giver hinanden billetter i julegave og det tror jeg bestemt også bliver tilfældet i år. Det bliver et par heftige dage i juli næste år og jeg kan garantere, at de danske gutter vil gøre alt for at viske tavlen ren igen, og genvinde det verdensmesterskab. Nu får de nemlig den bedste mulighed, hvilket er hjemmebanen foran alle danske fans, slutter Ole Olsen.
De to løb, henholdsvis torsdag og lørdag, starter klokken 19.00.
Billeder: copyright Mike Patrick
-j-