David Eugene Edwards har efterhånden gjort den religiøse rock'n'roll til sit helt eget niche-varemærke. Med to koncerter vil VEGA og Voxhall i maj måned udgøre rammerne for hans himmeltordnende og teatralske sange med bandet Woven Hand.
Frontmand Edwards, der tidligere har gjort karriere i 16 Horsepower, er nærmest synonym med Woven Hands dystre, drømmende og spirituelle univers. Hans umiskendeligt gådefulde stemme virker på én og samme tid tortureret og silkeblid. Mange har prøvet, men der findes ingen simpel kode, der kan anvendes til at fortolke denne kunstner og hans musik.
Bandet fra Denver kombinerer elementer af neofolk, alternativ post-rock, punk, industrial, og indiansk musik. Dette sammensurium kan bl.a. opleves på bandets nyeste album The Threshingfloor, der er bandets 6. studiealbum og et lille mesterværk i sig selv. Her er Woven Hand tilbage til arbejde med produceren Robert Ferbrache, der også har en fortid i 16 Horsepower.
Til koncerterne i Danmark vil bandet bestå af David Eugene Edwards (voc/git/banjo), Pascal Humbert (bas), Ordy Garrison (trommer) og Denver-veteranen, Jeff Linsenmaier (keyboard).-L-