KELLERMENSCH blev dannet i Esbjerg i 2006 og har siden da udviklet sig til et af DK's mest spændende rockensembler. Deres støvede og dystre rockmusik, der udover en simpel rockinstrumentering også inkluderer trædeorgel, gulvbas, piano, violiner og møgbeskidt skrål, danner på optimal vis lydsporet til de brutale og personlige fortællinger. Bandet tager deres eget originale tag på en lang sangskrivertradition befolket af mestre som Tom Waits og Nick Cave, men har samtidig referencer til hårdtslående progressive kunstnere som Neurosis og Tool. Det selvbetitlede debutalbum blev modtaget af et enigt pressekorps: 5/6 (Jyllandsposten), 5/6 (Soundvenue), 5/6 (Jyske Vestkysten), 5/6 (Kultunaut), 9/10 (Diskant), 4.5/6 (Undertoner), 4/6 (GAFFA), 4/6 (Citadel), 4/6 (BT).
Det er yderst sjældent at debuterende danske bands inviteres til England til radiosessions hos både BBC1 og XFM, men den ære tilfalder nu KELLERMENSCH, der kan runde et fantastisk år af i London. KELLERMENSCH var i den engelske hovedstad d. 10. december for en session hos XFM og drager igen d. 11. januar for en session hos BBC1. Sidstnævntes legendariske sessions har i nyere tid været gæstet af bl.a. Amy Winehouse, Arctic Monkeys og White Lies. -S-