Cody er et syvmands musikerkollektiv, der ifølge dem selv: "bare er et popband, pakket ind i en americana-sound".
Bandet udsendte i starten af 2009 EP'en "Cody" og i september samme år udkom så fuldlængdealbummet "Songs". Begge udgivelser har vakt stor begejstring hos landets anmeldere.
Lydbilledet er broget og stilrent - roligt og hektisk, men mest af alt er det, som karakteriserer lyduniverset, hengivelse. En hengivelse til musikken med alt hvad det indebærer af følelser. Frontmanden Kasper Kaae er bandets primus motor, og det er omkring ham, hans person og tekster, at magien sker.
Cody har længe ulmet i undergrunden og har derfor også fået opbygget sig en loyal fanskare, der trofast dukker op hver gang bandet spiller koncerter i København.
Og man kan med god grund dukke op til en koncert med Cody, hvis man kunne tænke sig at opleve et band, der formår at levere en intim og dragende koncert og skabe en stemning, som man, som publikum, bliver helt og aldeles opslugt af.-S-