Popdiva Kelly Clarkson går globalt med sin energiske ALL I EVER WANTED Tour og annoncerer nye internationale datoer for foråret 2010. Turnéen starter i Dublin 5. februar og fortsætter ind i april måned med koncerter i 26 lande tværs over Europa, Sydafrika, New Zealand og Australien.
Texas-pigen Kelly Clarkson fik sit store gennembrud, da hun vandt American Idol i 2002, og har som én af de få fra Idols-systemet formået at skabe sig en karriere, der strækker sig ud over USA's grænser og ydermere har vist sig at være usædvanligt langtidsholdbar.
Kelly Clarkson har solgt mere end 20 millioner album siden sin 2002 debut. Også hér i Danmark har hun haft flere top 10-singler. Hendes nuværende album All I Ever Wanted slog rekorder med singlen 'My Life Would Suck Without You' - sangen, som indbragte Clarkson hendes første #1 UK single.
Fans kan glæde sig til at høre de seneste hits fra albummet, som deler navn med turnéen, samt velkendte Kelly-klassikere som 'Since U Been Gone' og 'Because of You'. -R-