Jokeren er en af dansk hiphops grand old men, og han nyder status og respekt som ingen anden i det miljø herhjemme. Men han holder ikke nidkært fast i sin position og insisterer på at have de rigtige svar og vide, hvordan tingene skal gøres. Nej, han står ved sin alder og sin position og inviterer gerne den næste generation af rappere, mixere og produere, de unge, hans arvtagere, indenfor i varmen og lader dem vise, hvad de kan. Det har bl.a. givet ham en anderledes spændende, vild og helt up-to-date lyd med mange skøre ideer og skæve indfald på Den tørstige digter, hvor især den elektroniske duo Lulu Rouge har en fremtrædende rolle. Og dermed fastholder Jokeren sin position som dansk hiphops innovative faderfigur. -j-