Oh No Ono vandt P3 Prisen i kategorien "Eksperimentet" med debut EP'en "Now You Know Oh No Ono". Debutalbummet "Yes" udløste P3 Gennembruddet, anmelderros og udsolgte koncerter i hele landet. Debutalbummet udkom i store dele af Europa og i Japan og ikke mindst den vigtige engelske presse tog godt imod bandet, der fulgte op med flittig koncertvirksomhed. Oh No Ono var det eneste danske band, der i 2007 spillede alle Skandinaviens største festivaler.
Nu er de tilbage med et albummet "Eggs", hvor de går et naturligt skridt videre i den kunstneriske udvikling.
De ti nye sang-æg finder deres lyd i et spændingsfelt mellem det velkendte og det fremmedartede - det trygge og det magiske - for eksempel ved at kombinere lydene af en stryger-kvartet og en fugleflok der letter, marimbaer og elefanter, percussion spillet på en balje med vand og blæsere. Et kor bestående af 40 nære venner, der synger til orgelet i en 300 år gammel kirke har også fundet vej til albummet. -j-