Lørdag den 4. oktober spiller populære Nephew i VEGA til fordel for unge kræftramte. Koncerten skal skabe opmærksomhed om de to netværk Drivkræften og Proof of Life og samtidig rejse penge til deres og Kræftens Bekæmpelses arbejde med unge kræftramte.
Vi har i Nephew haft gode oplevelser med at spille støttekoncerter, og motivationen for at spille til fordel for unge med kræft er åbenlys. Kræft rammer i flæng, og for en yngre person er det en kæmpe omvæltning. Oplysning, støtte og behandling gør en stor forskel. Vi er fokuserede på at give publikum en fornem oplevelse, samtidig med at de giver et fornemt bidrag til sagen, lyder det fra Nephew.
Pengene fra støttekoncerten går til arbejdet for unge kræftramte. Kræftens Bekæmpelse planlægger at holde et årligt landsmøde, hvor unge kan møde andre kræftpatienter. Og både Drivkræften og Proof of Life har masser af ideer til arrangementer, som de gerne vil tilbyde medlemmerne – det handler blandt andet om udflugter, festivaler, udstyr, ture til motionsløb i udlandet osv.
Støt unge kræftramte ved at se koncerten LIVE på nettet
Som noget nyt vil det også være muligt at se koncerten på internettet. Det sker i samarbejde med den nye danske LIVE-musiktjeneste iMelos.com, der producerer og transmitterer koncerten LIVE på iMelos. Samarbejdet med iMelos er med til at skaffe yderligere midler til arbejdet med unge kræftramte, fordi iMelos sikrer støttekroner for hver person, der ser koncerten online.
-A-