To gamle mestre fra den internationale jazzverden møder to unge musikere fra vækstlaget i forrygende kvartet.
John Tchicai (sax) Bob Moses (trommer) Niels Davidsen (bas) Jeppe Zeeberg (piano)
Fire spændende musikere er sat i stævne på Jazzhouse. Fire musikere, som hver på deres måde bidrager til at gøre jazzmusikken i 2012 sprængfarlig. Alle fire er de grænsesøgende kunstnere, og alle fire er de klar til at tage store musikalske chancer sammen, for at undersøge hvor improvisation i nuet kan føre lytter og udøver hen.
John Tchicai og Bob Moses er gamle mestre, som har været absolut toneangivende på den kreative internationale jazzscene i mere end 50 år, mens Davidsen og unge Zeeberg viser, hvor smukt vækstlaget blomstrer på vor hjemlige jazzscene.