James Blunt til Store Vega
Britiske James Blunt aflægger dansk visit, når singer-songwriteren optræder i Store Vega 9. februar.
James Blunt's debutalbum 'Back To Bedlam' fra 2005 blev hans store internationale gennembrud med verdenshittet 'You're Beautiful'. Nummeret blev fulgt op med endnu et kæmpehit 'Goodbye My Lover'. Albummet høstede top-placeringer på hitlisterne i hele 18 lande og kastede også 2 Brit Awards og 2 MTV-priser af sig. Siden er det blevet til to album, tre verdensturneer og 18. millioner solgte plader fra den charmerende englænder.
James Blunt er opvokset i en familie med en lang militær baggrund. Blunt fulgte selv det militære fodspor og var i en årrække tilknyttet det britiske militær med udstationering i blandt andet Kosovo, inden han for alvor kastede sig over musikken med stor succes.
I Vega vil den 37-årige britte fremføre en perlerække af bagkatalogets kæmpe-hits som 'Wise Men', '1973', 'So Far Gone' og selvfølgelig 'You're Beautiful', når han står på scenen med sit særlige akustiske mix af pop, rock og folk.