Steel Panther i Amager Bio
Den amerikanske heavy-gruppe kommer til Danmark for første gang, når bandet gæster Amager Bio 14. marts med deres nye album "Balls Out", der udkommer 31. oktober i USA.
Siden starten i 1998 har firkløveret skiftet navn fra Metal Shop til Metal School i 2005 og videre til Steel Panther i 2008. Inspirationen har hele vejen igennem været den samme, nemlig 80'ernes glam-metal tilsat gruppens egen satiriske tilgang til genren.
Gruppen oplevede en solid fremgang i 2003, hvor de markerede sig på den alternative rockscene med deres selv-producerede debutalbum "Hole Patrol". Nummeret "Death to All but Metal" kom samme år med på en udgivelse fra det anerkendte amerikanske rocksite Metal Sludge.
I 2007 blev gruppen bedt om at spille covers af KISS' gamle hits til ingen ringere end netop KISS-stjernen Gene Simmons' egen "Roast" på amerikansk TV. Andre artister fattede herefter hurtigt interesse for gruppen, der bl.a. har haft besøg af navne som Kelly Clarkson og Avril Lavigne til deres koncerter.
Snart er gruppen tilbage med deres tredje studiealbum "Balls Out", der indeholder en række sange med et lige så skævt og humoristisk indhold som album-titlen lægger op til. Albummet vil samtidig indeholde gæsteoptrædener fra bl.a. Joe Elliott (Def Leppard) og Gene Simmons.
Der er lagt op til 80'er nostalgi, guitar-fræs og spandevis af glitter når Steel Panther gæster Amager Bio.