Fredag 14. oktober 2011 startede billetsalget til Kaizers Orchestras koncerter i Danmark i januar 2012. Der er tale om en lille eksklusiv tour med koncerter i København og Aalborg.
Kaizers Orchestra har i Danmark en stor og meget dedikeret fanskare, og særligt som livenavn har orkestret med rette oparbejdet sig et fantastisk ry. Dette blev blandt andet understreget, da det norske orkester i marts 2011 besøgte Danmark til en totalt udsolgt turné i landets fire største byer i forbindelse med udgivelsen af første del af trilogien "Violeta, Violeta".
Efter et overvældende år for Norges største rockband, hvor Kaizers Orchestra har optrådt for flere hundrede tusinde publikummer på nogle af de største scener og festivaler i Europa, er bandet nu klar til en ny turné i forbindelse med udgivelsen af albummet "Violeta, Violeta Vol. II".
13. januar 2012 udgives albummet i Danmark, og allerede 20. oktober 2011 udkommer førstesinglen "Drøm Videre". Som noget helt nyt starter Kaizers Orchestra ikke deres omfattende europatour i Norge, men i Danmark. Kaizers Orchestra kan i januar 2012 opleves på følgende spillesteder:
26. januar 2012: Store Vega, København
28. januar 2012: Skråen, Aalborg