...kun en pirat har gang efter gang afholdt gilde, der har givet genlyd over sø og land. Kun en pirat kan samle hver en sømand (og kvinde) fra nær og fjern, under samme tag, klar på den værste. Kun en pirat er skabt af lige dele tøse-tække, rom, krudtslam og festglæde...
ROCKPIRATEN - afholder nu atter en fest, med potentiale til at vende op og ned på polerne, og flytte navigationsstjernerne rundt på himlen. En fest, der ifølge rygtet er så dekadent, så fordrukken og så helt og adeles moralsk forkastelig, at Sø- og Handelsretten har krævet den ulovlig i de fleste havne.
De djærve dæksdrenge fra KRAPYL varmer scenen op, med skjaldesang og dans, fra deres tid som flodpirater i det middelalderlige Centraleuropa.
Dernæst brager DEAD-MEN'S-TALES og IKI igennem med en koncert der vil ryste vor gamle købstad, og denne gang er gamle kaper-klassikere suppleret op med nye fribytter-lækkerier.
DJ Kabysdrengen er undsluppet fra de mørke Jyske farvande, hvor nederdrægtige fiskere havde holdt ham imod løsepenge. Han vil fejre sin genvundne frihed ved at sætte tryk på musikken, hele natten igennem, med gæsteoptræden fra selveste DJ RockPiraten.
Hold dog respektfuld afstand til scenen hele aftenen, da RockPiratens gale kanonér har genfundet nøglen til krudtkammeret, og har tænkt sig at rulle kanonerne i stilling!
Sceneshows fortsætter hele aftenen, og som sædvanlig vil mest den mest velklædte eller originale Pirat-mand og- Kvinde kunne se frem til at vinde en skattekiste, fyldt med gode sager.
Under palmerne i gården vil man finde Kabyssen, hvor man kan fylde maven med RockPiratens Caribiske Gryde, og skylle hele herligheden ned med RockPiraten - Grogg TM. Sædvanen tro vil der også være diverse underholdning, boder og gøglere til at give gården sit helt eget liv.
Mød op til fest d. 1. oktober 2011, sømand - og medbring dit guld! Undgå evig skam ved, at lade dette episke gilde gå din næse forbi.
Mere info: http://rockpiraten.dk/events.php
Info in ENGLISH: http://rockpiraten.dk/english.php
Vel mødt til Rock n' Pirate VIII !!
-L-