Bruce Guthro - Celtic Crossing
Nu integreres den amerikansk baserede solokarriere, med de keltiske rødder og bandvirke i Europa.
Det sker på et album som er indspillet i Irland med bl.a. irske klassikere som "Carrifergus", "Parting Glass" og "Water Is White". Herudover også et par klassiske folksongs fra Nova Scotia i Canada. "Farewell Nova Scotia" er en af dem, og kan nærmest betegnes som hans hjemlands nationalhymne. Halvdelen af alle sangene er nyskrevne Bruce Guthro sange, men alle indspillet i den keltiske organiske popsound.
Den legendariske producer/musiker Dònal Lunny (Paul Brady, Indigo Girls, Elvi s Costello, Kate Bush, Rod Stewart og Sinèad O´Connor) har samlet en række af Irlands bedste musikere, og arrangeret sangene i en velklingende keltisk pop-/rocktone, som sammen med Bruce Guthros enestående og magiske klang i sin "keltiske stemme", uden tvivl skaber et uforglemmeligt album.
Bruce Guthro har siden 1998 været forsanger i det super populære skotske band Runrig. I den sammenhæng er repertoiret som bekendt baseret på keltisk rock med udgangspunkt i det skotske højland.
Både før og under perioden med Runrig har Bruce holdt godt gang i sin sin solokarriere, hvis repertoire er mere amerikansk inspireret. Der er indspillet 4 albums, hvoraf de 2 af dem er udsendt i Danmark. Der er også samlet et stort og trofast publikum til de mange solokoncerter, der er givet.
Hvis man har besøgt Nova Scotia, ved man at dette store område af Canada, næsten er mere skotsk og keltisk end selve Skotland. Alt i Nova Scotia er meget relateret til den skotske kultur og historie, ikke mindst musikken. Bynavne i landsdelen som New Glasgow, Inverness og Ingonish, vidner om dette. Derfor var det da også helt naturligt for Bruce at indspille dette album, som kommer til at hedde "Celtic Crossing". På en eller anden måde sluttes hans karrieremæssige ring på dette album.
Fra medio november gæster han Danmark. Lige nu er han i gang med at forberede de 6 eksklusive koncerter. Han har inviteret et par af de irske musikere fra albummet, og stiller naturligvis med fuldt band.
. -P-