Souvenirs har en lang række albums bag sig med sange som "Han tog et nattog", "Jeg troed' du var hos Mikael", "I et sommerhus" og "Jeg hader Susanne".
Duoen slog igennem i 1994 med mundrette, sært socialsurrealistiske tekster på dansk. Nils Torp var med i det legendariske band KLICHE, og kombinationen af hans melodisk sikre pophåndværk og Sofie Bondes klingende rene sopran skaffede de to et gennembrud hos både publikum og anmeldere. Nu byder de op til en herlig sommeraften, hvor vi måske undervejs får smagsprøver på, at Sofie Bonde er sprunget ud som storyteller.
Med Nils Torp's ligeledes ret overraskende guitarspil er der lagt op til løjer.
Anmeldelser lyder: "Lige så inciterende og charmerende Sofie Bonde sang, ligeså vel spillede Nils Torp sin guitar og Klaus Pindstrup sin violin. Behageligt, lyst, dybt og inviterende drejede Sofie Bonde sin sang rundt imellem tilskuerne. Aede dem musikalsk på kinderne og fik dem til at klaske sig på lårene af grin".
I et fænomenalt sammenspil mellem Nils Torp's guitar og Klaus Pindstrup's violin tager musikken konstant nye drejninger. Det er ikke det rene pop, - der er puttet en god del folkemusik, klassisk, tango og blues i gryden, og det er både gamle og nyskrevne sange der bliver serveret.
Souvenirs formår at gøre sig til talsmænd for livet i provinsen uden at snobbe hverken op - eller nedad. Deres tekstunivers er præget af en lun og underspillet solidaritet med såkaldt almindelige danskere, som jo sjældent er så almindelige endda.
Gæstgiveren er et skønt og herligt sommersted med dejlig mad og super koncerter hver eneste aften i år fra 1. juli til 6. august.
Her er ægte sommerhygge med glade gæster, dygtige musikere, lækker mad, skønne koncerter, super vine, cubanske øl og liv og glade dage.
Gårdhaven venter, baren er åben, kød og fisk dufter fra den store grill, den smukke røde scene indtages af suveræne musikere, børnene leger i haven, vi åbner gode flasker, festen er i gang. Det er ganske enkelt: Baren åbner kl. 17. I kommer og finder et bord, hænger ud og slapper af under de kulørte lamper. Kl. 18 er kokkene klar til at præsentere den lækreste udendørs grillbuffet med alt hvad sommer-hjertet begærer af skønne salater, hjemmebagt brød, godt kød, sommersupper og uhmmmm. Der er fuld gang i den store gårdhave, og pludselig er klokken 20, og dagens koncert starter. Vi glæder os i år til store musikalske oplevelser med blandt andre: De Eneste To (med Peter Sommer og Simon Kvamm), Kira, Danseorkestret, Marie Key og Annika Aakjær, Tobias Trier, Søren Huus, Rytteriet Band m Balling og Botoft og Fjæstad og Key, Jazzy H og Bossy Bo, Alberte Winding, Krysters Kartel og Moonjam og Sys Bjerre og Sinne Eeg og Teitur og Fastpoholmen og Tue West. Måske napper vi god rom, kaffe og meget fine kager til.
Vi seees på Gæstgiveren i Allinge, hvor de søde spiser og hygger og danser!