Vi er så heldige at få besøg af den skønne komponist, forfatter, skuespiller og sangerinde Alberte Winding. I år med hendes eget band bestående af ex-manden Jan Rørdam og den dejlige kontrabassist Tomas Raae. Vi skal blandt andet nyde hit-nummeret ”Min klub først”, fra Albertes sidste cd, som er indspillet i hendes lejlighed i København med en række danske musikere som gæster.
”At lave musik er min fest i livet. Den skal smage anderledes og godt, den skal gøre mig glad og vild, og den skal rykke mig tættere på inderligheden. Den skal være intens. For at komme derhen, er jeg rykket ind i mit eget hjem med mikrofoner og akustiske guitarer. Det er umuligt for mig at være andet end ærlig og glad i de her omgivelser”.
"Min Klub Først" er skrevet af Rosa Lux og Alberte til Albertes seneste album, "Fjerde Til Venstre". Idéen til nummeret opstod en sen nat, hvor de to kvinder opholdt sig på en klub i København.
"Rosa og jeg stod en sen nattetime på en klub, og snakkede om hvornår man er for gammel til at gå i byen. Jeg mente bestemt, at det var når ens børn bad en om at holde sig væk fra deres stamsteder, noget der for mig var top-aktuelt. […] Den nat skrev Rosa en melodi og tekstlinie der sagde, "det var min klub først" og de næste par dage skrev jeg videre på teksten", fortæller Alberte om tilblivelsen af sangen.
Vi glæder os til nogle skønne sommer aftener på Gæstgiveren i Allinge med dette skønne, charmerende og meget levende band. -A-