Explosions In The Sky gæster Danmark
Med en kombination af storladenhed og simplicitet har Explosions In The Sky gang på gang høstet anerkendende anmeldelser for deres albums. Nu kan amerikanske Mark Smith, Chris Hrasky, Munaf Rayani og Michael James opleves i Lille Vegas intime omgivelser, når de gæster Danmark 15. november.
Texas-bandets musikalske grundlag er egentlig et simpelt setup med to guitarer, trommer og bas. Men trods det spartanske fundament har Explosions In The Sky formået at tryllebinde publikum og anmeldere i et hypnotiserende lydbillede af stemningsfuld, søgende og symfonisk instrumentalrock.
Bandet gæstede sidst Danmark i 2008, og er nu aktuelle med albummet ’Take Care Take Care Take Care’, der udkom 18. april. For udgivelsen kvitterede GAFFA med fire stjerner, og bemærkningen ”Albummet oser af overskud og stilsikkerhed”.
Albummet blev i Europa udgivet ved det engelske indie-selskab Bella Union, der også er kendt for at repræsentere Fleet Foxes samt danske Our Broken Garden og Chimes and Bells.
Gå ikke glip af nogle af instrumentalrockens absolutte sværvægtere!