Den Gale Pose, eller DGP om man vil i folkemunde, behøver ingen nærmere præsentation eller forklaring. Ingen grund til at fortælle, at de som 18-årige, under navnet Madness 4 Real, var i Los Angeles og producerede for store navne som bl.a. Ice Cube og Eazy-E. Heller ingen grund til at nævne, at de står bag et af dansk musiks største hits Spændt Op Til Lir.
Hvad der er mere interessant er, at de er samlet for første gang i 10 år og den 4. marts stod de på scenen, til endnu et legendarisk Respekt arrangement i KB Hallen. Et show der var så fantastisk, at bandet besluttede at give flere koncerter og måske sågar pusle med et nyt album, hvem ved?
Hvad vi ved er imidlertid at DGP til sommer spiller en række nøje udvalgte festivalkoncerter - men koncerten i Rytmisk Sal i Musikhuset bliver den eneste chance for at få Den Gale Pose at se på til et rigtigt klub job i denne omgang.
Den Gale Pose består i sommeren 2011 af ingen ringere end Maria Hamer, Nick Coldhands, Rasmus Berg og sidst, men ikke mindst Jokeren. Bag pulten den legendariske DJ Static. Der bliver kæmpefest, når Posen er i huset - igen!
Arr.: Musikhuset Aarhus