Store mængder af puds og maling løsnede sig fra loftet og regnede ned
over publikum. Bastrykket var enormt, da engelske JazzSteppa gik på den
store scene i de nedlagte slagtehaller, og dansemassen på gulvet kiggede
forvirrede op og gned sig i øjnene. I baren lige bagved dirrede og
rystede alt, og sprutflaskerne raslede én efter én ud over bordkanten og
smadredes mod betongulvet. Det var vanvid.
Sekunder senere, da beatet brød igennem, rettede alles ansigter sig igen
mod scenen, lyset, lyden. Så blev de blege arme løftet op mod taget som
unge birketræer i stormvejr. Og folk skreg, jublede og lod kroppen
overtage hjernens arbejde. Alt bevægede sig: Menneskeflokken gyngede,
lamperne gnistrede; lyden savede natten midt over mens loftet regnede ned.
Alt dette skete på under 30 sekunder på Phono Festival sidste år. I alt
varede festivalen tre dage, hvor hundreder af mennesker festede og
grinede til musik, de ikke anede, de elskede.
I år gør vi det igen, for Phono Festival kommer tilbage til september og
vi har gjort alt for at vores gæster skal kunne få årets fedeste
festivaloplevelse inden sommeren igen forsvinder.-L-
