Mellem sødemiddel og salt. Mellem pop og postyr. Dér et sted rumsterer den 25-årige dansk-rumænske Marie Apetri, der er bedre kendt som Fallulah. Den karismatiske sangerinde er for længst udråbt som Danmarks nye indieprinsesse.
I starten af året landede Fallulahs debutalbum "The Black Cat Neighbourhood" på gaden. Albummet smeltede de ellers hårde anmelderhjerter og sangerinden spås at blive et af de helt store navne i 2010 - både herhjemme og internationalt. I september sidste år var " I Lay My Head" ugens uundgåelige på P3. Et hit der er fuldt op af "Bridges", der også har haft stor rotation på P3.
Der er noget stort i vente for Fallulah - og for dem der gæster Forbrændingen fredag den 5. november. -L-