Sadly this information does not exist in your language.
Sound of Copenhagen live i Koncerthuset
Lørdag 13. oktober tager Sound of Copenhagen et nyt skridt i sin odyssé for at give den elektroniske musik en scene i Danmark – en live koncert med et væld af store og små navne i Koncertsalen.
Indtil videre har Le Gammeltofts og Kjeld Tolstrups projekt Sound of Copenhagen først og fremmest handlet om at give de elektroniske artister i Danmark mulighed for at udkomme på cd. Efter fire år, ni album og en eksklusiv udgivelse ønsker Le Gammeltoft at servere den musik, hun brænder for på en ny måde: ”Elektronisk musik kan også opleves uden at danse, det er en anden oplevelse, når man sidder ned og lytter i en sal med helt fantastisk lyd”, siger hun.
Sound of Copenhagen live kommer til at bestå af en koncert i Koncertsalen og en efterfest i Studie 1. Le Gammeltoft og Simon Jul vil være værter ved koncerten og guide publikum igennem et helt unikt line-up, bestående af store og små artister, der hver især spiller 2-3 numre. Der vil både blive spillet nye numre og numre, der er kendte fra Sound of Copenhagen-udgivelserne.
Det endelige set-up vil blive afsløret senere, men det kan allerede nu afsløres at publikum vil kunne opleve Suspekt, Vinnie Who og Hankat.
Nu på vinyl
Sound of Copenhagen udgiver deres 9. album i august – men efter Kjeld Tolstrups ønske skal den elektroniske musik også udkomme på vinyl – så i hans navn udkommer der i oktober en vinylboks med samtlige 9 albums samt en eksklusiv ny udgivelse. Vinylboksen udgives i samarbejde med AIAIAI.
Soundvenue har fra Sound of Copenhagens spæde start vist stor begejstring for projektet og dækket det omfattende. Soundvenue og Sound of Copenhagen deler ambitionen om at fremhæve den sprudlende danske elektroniske scene og medvirke til at fremhæve de mange nye talenter.