Biografi

Canadas mest charmerende feel-good sangskriver overraskede i 2012 det meste af indiesfæren, da han med den ydmygt navngivne *2 *udgav et decideret fremragende andet album. I år fulgte så opfølgeren, *Salad Days*, hvor de skæve guitarmelodier endnu en gang står i kø for at blive spredt med løs hånd, mens Mac DeMarco i vanligt henkastet stil usentimentalt crooner dybt personlige betragtninger fra sit blot 23-årige liv. Skrevet imens uendelige verdensturneer satte både musik og musiker på landevejenes prøve, går albummet helt tæt på den unge frontmand og bliver et præcist portræt af en ung musiker midt i gennembrudets skøre og skrøbelige tid.