Info
Volbeat er det danske band, der lige nu har mest international succes og deres unikke blend af rockabilly, tidlig rock'n'roll og metal er blevet deres signaturlyd overalt i rock-verdenen. Til november turnerer Volbeat igen i Danmark med deres største live-produktion til dato og en ny plade i ryggen.
Siden bandet blev dannet i 2001 er de konstant steget i popularitet både i Danmark og i udlandet. De har tidligere udgivet "The Strength/The Sound/The Songs" (2005), "Rock the Rebel/Metal the Devil" (2007) og "Guitar Gangsters & Cadillac Blood" (2008), hvor af de to seneste albums opnåede platin i Danmark og guld i Finland.
Efter udgivelsen af albummet fra 2008 har bandet turneret med blandt andre Metallica og AC/DC. De har både spillet for mange tusinde mennesker på rockfestivaler i Tyskland, Finland, USA og i Norden samt stadioner i USA. Og for to uger siden startede forsalget til den tyske del af turneen, hvilket blev mødt med massiv interesse. Volbeat toppede salgslisten på Tysklands største billetsalgs-site eventim.de og overhalede nogle af landets største kunstnere og internationale acts.
Det er derfor et stærkt og velspillende band, der står klar til turne, når "Beyond Hell/Above Heaven" er ude. -j-