Hvad
Hvor
Hvornår

Simon Finn (UK)

Billetter til Simon Finn (UK), 2016 København K

Den engelske psych-folk legende Simon Finn besøger Jazzhouse. Han er kendt for usædvanligt intense koncerter og kan denne aften opleves med den dansk/amerikanske duo Blood on a Feather som band. Det danske neofolk-navn Of the Wand and the Moon varmer op med et kort solo-set. Præsenteres i samarbejde med Bragagild.

Når man taler om acid folk og psykedelisk folk, er det nærmest umuligt at komme udenom den britiske singer/songwriter Simon Finn. Hans debutalbum, "Pass the Distance", indspillet da han var kun 19 år i 1970, er et hovedværk i genren, og det er meget få, der har nået den mareridtsagtige, maniske intensitet, som Simon Finn når på sange som ”Jerusalem” og ”Big White Car”, der ikke lader nogen noget efter i udknaldethed. Men albummet er ikke kun mørke og voldsomhed og et mareridtstrip, selvom det især er det. Det indeholder også blidere kærlighedssange og stille stunder. Som sådan er Simon Finn en musiker, der –  lig Syd Barrett, Bill Fay eller Pearls Before Swine – bygger bro mellem de psykedeliske mareridtsvisioner i acid folken, som grupper som Comus og Jan Dukes de Grey dyrkede, og de mere introspektive og romantiske folkede singer/songwriters som Nick Drake eller sågar Leonard Cohen, som Politiken engang sammenlignede Simon Finn med.  

Simon Finn forsvandt omtrent sporløst i begyndelsen af 1970’erne, fordi "Pass the Distance" blev trukket tilbage på grund af juridiske problemer med coveret. Han var træt af at sove på parkbænke og flyttede til Canada, hvor han arbejdede som karatelærer, skaklærer og økologisk landmand, mens fortiden som musiker gled i hans personlige glemmebog. Til gengæld voksede myten om den forsvundne kunstner, der havde lavet ét rasende forstyrret album, før han forsvandt. Der gik rygter om en Syd Barrett-agtig nedtur, om psykiatriske hospitaler, om selvmord.  

I 00’erne var der fornyet interesse for acid folkens glemte hovedværker. David Tibet fra den eklektiske, hallucinatoriske avantgardegruppe Current 93 – der også har gjort en stor indsats for at fremhæve idoler som Bill Fay, Comus og folksangerinden Shirley Collins –  sørgede for en genudgivelse af Pass the Distance i 2004 og også for at genoplive Finns musikalske karriere.   Og det ville være en skam at reducere Simon Finn til "Pass the Distance", for alle udgivelserne, men især et album som "Accidental Life" (2007), viser ham som en fremragende sangskriver og guitarist og som en kunstner, der fuldt ud er i stand til at nå samme intensitet som dengang, nu tilføjet en bitter, lakonisk humor.  

”Intens” er en kliché, når man taler om sceneoptrædener, men Simon Finns koncerter er usædvanligt intense; det er, som om hans arm smelter sammen med guitaren og i samklang med hans dybtrustne røst rammer en rå, ekspressiv nerve, som få rammer. Især hans koncert på Fanø Free Folk Festival i 2012 med det dansk/amerikanske psykedeliske dronefolk-band Blood on a Feather var mindeværdig. Til koncerten på Jazzhouse vil Simon Finn igen spille sammen med Blood on a Feather, der består af Sarah Hepburn og Mikkel Elzer. En duo, der har varmet op for kapaciteter i genren som Vashti Bunyan, Linda Perhacs, In Gowan Ring og A Silver Mt. Zion.

Of the Wand and the Moon

Inden koncerten med Simon Finn kan man opleve en solo-koncert fra danske Of the Wand and the Moon. Siden debuten “Nighttime Nightrhymes” i 1999 har Of The Wand & The Moon markeret sig som et neofolk-navn i international klasse med konstante koncerter i et utal af lande. Seks år gik der mellem ”Sonneheim” fra 2005” og ”The Lone Descent” fra 2011. I den tid har bagmanden Kim Larsen bl.a. udfoldet sig i sideprojekterne Black Wreath og Solanacae. Of the Wand and the Moon har tidligere spillet i Jazzhouse med fuldt band. Denne gang skal vi dog opleve Larsen i et mere intimt set-up, men selv solo med akustisk guitar kan man roligt forvente et mørkt og atmosfærisk univers, der trækker på både gammel hedensk folk og inspirationer som Lee Hazlewood og i høj grad også netop Simon Finn.

Billetlugen formidler udelukkende salg af billetter mellem billetkøberen og den ansvarlige arrangør. Alle reklamationer vedrørende arrangementet skal rettes direkte til arrangøren.