Hvad
Hvor
Hvornår

Ches Smith w. Craig Taborn & Mat Maneri (US)

Billetter til Ches Smith w. Craig Taborn & Mat Maneri (US), 2016 København K

Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival præsenterer tre af New Yorks prominente jazzmusikere aktuelle med nyt ECM-album.

Ches Smith (trommer) Craig Taborn (piano) Mat Maneri (bratsch)

Med en beundringsværdig evne til at favne både den eksperimenterende jazz og avantgarde-rocken er amerikanske Ches Smith svær at sætte i bås, men så meget desto mere af et fund for folk, der gerne lader sig føre ud i nye musikalske farvande.

Hans enestående evner som slagtøjsspiller kan nydes i nøgen form på soloalbummet Congs For Brums (2006), men Smith er også en brilliant holdspiller med sans for helheden. Han har spillet med nogle af avantgarde-jazzens markante skikkelser som John Zorn, Fred Frith og Marc Ribot’s Ceramic Dog,  men hans evner har også gjort ham til en skattet medspiller i mange alternative rocksammenhænge, hvor han har arbejdet med bl.a. Xiu Xiu, Mr. Bungle og Iggy Pop.

Nu er forvandlingskuglen Smith så klar med en ny trio, hvor han har samlet to andre prominente navne fra den mere avantgardistiske ende af New Yorks frodige jazzscene: Craig Taborn på flygel og Mat Maneri på bratsch. Begge figurerer ofte på internationale lister over bedste jazzmusikere. Således blev Taborn af Jazz Journalists Association kåret til årets pianist i 2014, mens Maneri hyppigt nævnes som en af verdens førende strygere i den moderne jazz.

Taborn har spillet med navne som Roscoe Mitchell, Dave Holland, Bill Frisell og Wadada Leo Smith og har udsendt en håndfuld roste plader som orkesterleder på selskaber som Thirsty Ear og ECM. Også Maneri har udsendt en række glimrende plader fra ECM og Thirsty Ear, ligesom han har udgivet flere plader på avantgarde-selskabet Leo. Han har spillet med navne som Cecil Taylor, Tim Berne og Matthew Shipp. I øvrigt er han søn af saxofonisten Joe Maneri.

Trioen havde deres debut på New Yorks Winter Jazzfest 2014, hvor de imponerende publikum og kritikere. Chicago Reader fremhævede således koncerten som festivalens bedste og skrev:

"The best thing I caught all weekend was a superb trio led by drummer Ches Smith with pianist Craig Taborn and violist Mat Maneri, which expertly infused seductively draggy, narcotic writing with a mixture of brooding melody and rich texture. The band had sheet music, but it seemed to offer a loose road map rather than a strict score."

Materialet består af Ches Smith-kompositioner, der dog efterlader rig plads til åbne improvisationer, der farves af den rige erfaring fra de to medmusikanter. Musikken balancerer på grænsen til det kaotiske, men finder takket være det stærke sammenspil og fundamentet i kompositionerne alligevel en form og en fremdrift.

Det vil man kunne opleve, når trioen gæster Jazzhouse til januar. Koncerten markerer trioens første album, der udkommer på ECM samme måned.

Billetlugen formidler udelukkende salg af billetter mellem billetkøberen og den ansvarlige arrangør. Alle reklamationer vedrørende arrangementet skal rettes direkte til arrangøren.