Al Gore aflyser foredrag under COP15
Det er med stor beklagelse, at vi meddeler, at Al Gore denne morgen har aflyst sit planlagte store klimaforedrag for danskerne 16. december i Tap 1 på den gamle Carlsberg grund under titlen "Klimakonklusion". Aflysningen kommer med henvisning til uforudsete ændringer i Al Gores program for klimatopmødet, COP15.
Efter planen skulle Al Gore have vist sit nye multimedieshow, der tager udgangspunkt i hans netop udkomne bog "Our Choice", som kommer med løsninger på klodens globale klimaproblemer.
Omkring 3.000 danskere havde allerede sikret sig billet til arrangementet, som har været planlagt siden august og skulle have fundet sted blot to dage før at klimatopmødet, COP15 slutter.
"Vi har haft en klokkeklar aftale, og det er med ualmindelig stor skuffelse, at vi er nødt til at meddele, at Al Gore aflyser. Vi har glædet os og haft en enorm forventning til arrangementet. Vi har sat stor pris på, at vi har kunnet give danskerne mulighed for at komme helt tæt på klimatopmødet gennem Al Gore. Vi kender endnu ikke de nærmere årsager til aflysningen," siger Lisbeth Knudsen, koncernchef for Berlingske Media.
Hvordan du får refunderet dine billetter kan du læse her: Refundering