Jerry Seinfeld til Danmark med stand-up show
Så er der godt nyt til alle danske Jerry Seinfeld-fans: Verdens ubestridte comedy-konge nr. 1 optræder i Forum den 6. juni med sit forrygende stand-up show.
Den amerikanske komiker er verdensberømt for sin medvirken i 90'ernes største sitcom Seinfeld, som stadig rangerer blandt de mest sete og mest populære TV-serier gennem tiderne. Seinfeld spillede her en fiktions-udgave af sig selv, og serien kørte i ni sæsoner fra 1989-1998, hvoraf to sæsoner var det mest sete program i USA overhovedet.
Jerry Seinfeld var allerede en populær stand-up komiker i 1989, da han skabte Seinfeld med sin kammerat, Larry David. Ti år tidligere havde han haft en tilbagevendende rolle i TV-serien Benson, hvor han spillede en bud-dreng, der forsøgte at blive en respekteret komiker. Efter afslutningen på Seinfeld-serien vendte han tilbage til stand-up og har senere produceret 'Bee Movie', hvor han også lægger stemme til en af hoved-karaktererne.
Jerry Seinfeld's karriere startede et helt andet sted; han solgte paraplyer på gaden. Det hele tog dog hurtigt et turning-point da han lige efter eksamen fra Queens College I 1976 afprøvede en ‘open mic night' på New York City's Catch a Rising Star. Dette førte direkte til en optræden i Rodney Dangerfields legendariske talk-show.
Herfra tog stand-up-karrieren for alvor fart, og i 1998 afslog Jerry Seinfeld et tilbud på 110 millioner dollars for at lave en 10. sæson af succes-serien Seinfeld, for igen at kunne koncentrere sig om den rendyrkede stand-up. Og der er netop tale om rendyrket stand-up når Seinfeld indtager Forum den 6. juni med helt nyt materiale.
Jerry Seinfeld kan i øjeblikket opleves på TV2, hvor han optræder i serien 'Curb Your Enthusiasm'.