Omar Marzouk gæster igen Horsens til efteråret, når han drager på turné med hans nye show Omskåret. Som titlen antyder, bliver der nok ikke overladt meget til fantasien, når den 37-årige komiker tager hverdagens emner under kærlig behandling. Med ægyptiske forældre og indsigt i livet som såkaldt nydansker er han den rette til at kigge undersøgende på livet i Danmark. Det har gjort ham til en af landets mest modige komikere, men helt sikkert også en af de mest populære. Hans til tider kontroversielle humor har medført masser af fans, diskussionslystne danskere og enkelte trusler (bl.a. et bombardement af rådden frugt).
Omskåret handler om forholdet mellem mænd og kvinder, hvilket egentlig startede som en meget simpel ting: Mand slår kvinde i hovedet med en kølle og så fik han sex. Eller manden havde sex og kvinden havde hovedpine. Meget har ændret sig siden den dag. Vi mænd har lært at lave italiensk mad serveret med franske vine, vi kan skifte bleen og snakke med om vores følelser. Mænd er blevet omskåret og mentalt kastreret af den moderne kvinde, der lige som hendes stenaldersøster også lider af hovedpine. Så er det ikke tid til, at vi mænd finder køllen frem igen?
Som altid med Omar skal det nok blive både sjovt, udfordrende og provokerede. Man kan måske endda forvente, at showet ligefrem bliver hudløst ærligt.
Ingen kamera, lydoptager, mobiltelefon tilladt i salen. -L-