Leider ist diese Information nicht in Ihrer Sprache vorhanden.
Startskuddet til Classic Race Aarhus er 22. juni, men allerede lørdag 9. juni kan alle med benzin i blodet opleve de klassiske biler på tæt hold, når Musikhuset Aarhus lægger plæne til 20 motoriserede skønheder.
De udstillede biler tæller et bredt udvalg af klassikere fra 60'erne og 70'erne - tyske, italienske, engelske og franske mærker. Bl.a. kan nævnes en tro replika af den berømte Porsche 911 RSR 1972, som sad tungt på motorsporten i begyndelsen af halvfjerdserne. Bilen er som en sjældenhed monteret med en rigtig RSR motor, og vil derfor være et syn værdigt. De "rigtige" RSR'er findes kun i ganske få eksemplarer.
Fiat bliver repræsenteret af en meget smuk Dino Spider, som Fiat udviklede i samarbejde med Ferrari og som derfor er udstyret med Ferrari's V6 motor. På udstillingen vil der derudover kunne ses eksotiske biler fra Ferrari, Maserati og Lamborghini samt mere jordnære sportsvogne fra Alfa Romeo, Jensen og Jaguar.
De omkring 20 biler udgør et bredt spektrum af klassiske sportsvogne i fineste stand og er udvalgt af Motorretro og SpectraMoto - to hjemmesider for klassiske biler. Flere af køretøjerne er civile udgaver af dem, der 2 uger senere skal dyste til Classic Race Aarhus. Bilernes ejere vil være til stede på lørdag og besvare spørgsmål fra interesserede.
Initiativtagere med benzin i blodet
SpectraMoto er hjemmehørende i København og er drevet af Søren Navntoft, der er bilentusiast gennem mange år og driver et ikke-kommercielt værksted, hvor de gamle klassikere i original stand renoveres og vedligeholdes.
Motorretro er fra Aarhus og er Danmarks største klassiker-blog. Bloggen drives af Claus Eberfeldt og er blevet et samlingspunkt for entusiaster, der dyrker motorsportens klassikere.
Arrangør: Motorretro, SpectraMoto og Musikhuset Aarhus